
Kategoriarkiv: Studier


Playa Nudista
På Spaniens misbrugte sydkyst mellem Malaga og Marbella ligger en lille sandstrand i en bugt, klemt inde mellem to armlæn af høje klipper mod havet og en tæt bevokset, stejl klippeskrænt mod land. Stiger man ned ad de mange trappetrin og lytter til brændingens rytmiske brusen, passerer man et advarselsskilt, som gør opmærksom på, at man er på vej mod Playa Nudista, hvor dresscode netop er undressed. Det anses faktisk for upassende at have tøj på. Ved trappens fod kan man overskue det meste af stranden, som myldrer med splitternøgne mennesker i alle nuancer af hudfarve, i alle højder og drøjder og i alle aldre og køn. Her er børnefamilier, enlige og par i samtlige kombinationer, og man ligger tættere, end på en varm sommerdag på Bellevue.
For en tegner med interesse for menneskekroppen er dette et paradis – omgivet af pragtfulde modeller, hvor jeg end vender blikket, indretter jeg mig på mit håndklæde med pensel, vand og akvarelfarver og laver nedenstående serie.

Gadestrejf
Disse penselstrøg stammer fra Barcelona, men kunne for så vidt ligeså godt være lavet i København. Det er en særlig teknik, som udføres med det hurtigste redskab, der findes – en blød mårhårspensel, dryppende af vandfarve. Jeg sidder typisk på en café eller en bænk tæt på en befærdet gågade. I dette tilfælde La Rambla i Barcelona. Der skal være masser af mennesker, som bevæger sig hele tiden. Hver gang jeg ser op, får jeg øje på en person i bevægelse. Jeg fanger en detalje, et indtryk og tegner det. Næste gang jeg ser op, er det en ny person, jeg ser, og jeg opdager en ny detalje, som så tegnes til den forrige, og på den måde tegner jeg mennesker, som går afsted, men de er hver især sammensat af indtryk fra mange forskellige personer.
Efterhånden som jeg kommer ind i rytmen, opstår der et flow, hvor jeg i virkeligheden ikke skelner mellem personer og indtryk og tegning, men hvor det hele smelter sammen i et lystbetonet koncentrat af mennesker, indtryk og penselstrøg – det kalder jeg gadestrejf.
På ski i Østrig
Nu har jeg haft slalomski på for første gang i mit liv. Det gik faktisk meget godt de tre første dage, men så faldt jeg og forvred knæet – og hvad gør man så?
Man humper rundt og tegner de andre, og det er der kommet disse streger ud af.
Han har desværre ret – min gode ven Crassi, som agerede min private skilærer i Schladming, Østrig – jeg står som en gammel kone. Det ændrede sig dog, og indimellem var jeg faktisk rigtig god og oplevede i få sekunder, hvad det vil sige at forskyde vægten og ”favne dalen”, mærke suset og kunne slappe af i musklerne, fordi kroppen helt af sig selv opsugede alle formaningerne, så de gled ud af hovedet og ned i benene – et kort øjeblik… indtil jeg stivner af skræk, fordi pistekanten nærmer sig alt for hurtigt, og jeg skal ændre retning… hvordan var det nu?… Hovedet tager over, og så ligger jeg dér med forvredent knæ.
Lifterne er den anden halvdel af slalomskiløb, for man skal jo op igen. Som nybegynder er disse lifter et helt kapitel for sig. Spørgsmålet er dels, hvor man bliver kørt hen, og dels hvordan man kommer på og navnlig af igen. Jeg begyndte med tallerkenliften for enkeltmand, hvor man bare skal knibe godt sammen om det uvante og kabeltrukne fremmedlegeme, som pludselig befinder sig alt for højt oppe i skridtet. Senere fulgte T-liften, hvor man er to, og hvor det ikke er ligegyldigt, hvem der står af først – og til hvilken side. Dernæst den mere komfortable stolelift, der minder om en havesofa, blot med støtter til de besværlige ski, og endelig gondolen til de store afstande, hvor skiene placeres udenfor kabinen, mens den kører langsomt forbi, så alle seks passagerer kan nå at komme på plads.
Sidder her med hævet knæ og ankel og en skistav som stok og beundrer de elegante ski-alfer, som er i ét med sneen, pisten, hældningen, hastigheden og som glider ned ad bjerget som dansere, der aldrig har bestilt andet. Det ser så let ud – og det er det nok også, hvis man lader være med at tænke.
Jeg har altid elsket studier af mennesker. Alle slags mennesker, overalt i verden. Her i Østrig på bjerget oplever jeg kontrasten imellem at bevæge sig med støvler på ski, og med støvler uden ski. Folk der går med fødderne plantet i sådan to smartcars uden vinduer og hjul, får en særlig kadunk-gangart, som står i skærende kontrast til det graciøse skiløb – især hvis man forsøger at bane sig vej med hænderne fulde af jægerte.
To østrigske skibøsser med hhv. orange og lilla hår sidder og ryger om kap i tjekkede svedtransporterende skishirts i stærke farver. Solen bager, og hvis lyset var lyd, havde man sprængt trommehinderne.
Mens mor svitser ansigtet i den skærende sol, hjælper far den lille med at finde balancen på et par ski på størrelse med et par velvoksne såler. Det er utroligt, så hurtigt de små kommer efter det og ganske frygtløst kaster sig ud på røde og sorte pister uden stave, men altid med hjelm.
Smukt er der i bjergene, hvor sne og grantræer veksler ned ad siderne – nordsiderne, for på sydsiden er der ikke meget sne i år. De små enklaver af huse ser ud til at kunne blive blæst væk af en tilfældig lavine. Sådan et solbeskinnet bjergmassiv indgyder respekt, når man lige er lettet fra Kastrups flade, våde gråvejr.

Marsa, Tunesien
Lidt oppe ad kysten, nord for Kartago, ligger byen Marsa med sin åbne strand ud til Middelhavet. Her sad denne kvinde med sine børn og en veninde og lod sig male. Jeg lavede to, gav hende den smukkeste og beholdt denne – den bedste.

Nøgenmodeller
Croquis – pensel og blæk på groft karduspapir
Croquis – sort kul på hvidt papir

Bybilleder
Rådhuspladsen foran Palace Hotel med Lurblæserne
Amagertorv i solskin med Storkespringvandet. Der har nok skullet stå en tekst oppe i venstre hjørne, siden der er hvidt.

Enebærodde
Nordkysten på Enebærodde, som danner låget på Odense Fjord. Det ser ud som om, det er vinter og sne og is, men det er juli måned, og jeg er på spejderlejr med min ældste søn – det er mig der skal lave havregrød til hele lejren.