På ski i Østrig

Nu har jeg haft slalomski på for første gang i mit liv. Det gik faktisk meget godt de tre første dage, men så faldt jeg og forvred knæet – og hvad gør man så?
Man humper rundt og tegner de andre, og det er der kommet disse streger ud af.

jens_ski.jpg

Han har desværre ret – min gode ven Crassi, som agerede min private skilærer i Schladming, Østrig – jeg står som en gammel kone. Det ændrede sig dog, og indimellem var jeg faktisk rigtig god og oplevede i få sekunder, hvad det vil sige at forskyde vægten og ”favne dalen”, mærke suset og kunne slappe af i musklerne, fordi kroppen helt af sig selv opsugede alle formaningerne, så de gled ud af hovedet og ned i benene – et kort øjeblik… indtil jeg stivner af skræk, fordi pistekanten nærmer sig alt for hurtigt, og jeg skal ændre retning… hvordan var det nu?… Hovedet tager over, og så ligger jeg dér med forvredent knæ.

liften.jpg
Lifterne er den anden halvdel af slalomskiløb, for man skal jo op igen. Som nybegynder er disse lifter et helt kapitel for sig. Spørgsmålet er dels, hvor man bliver kørt hen, og dels hvordan man kommer på og navnlig af igen. Jeg begyndte med tallerkenliften for enkeltmand, hvor man bare skal knibe godt sammen om det uvante og kabeltrukne fremmedlegeme, som pludselig befinder sig alt for højt oppe i skridtet. Senere fulgte T-liften, hvor man er to, og hvor det ikke er ligegyldigt, hvem der står af først – og til hvilken side. Dernæst den mere komfortable stolelift, der minder om en havesofa, blot med støtter til de besværlige ski, og endelig gondolen til de store afstande, hvor skiene placeres udenfor kabinen, mens den kører langsomt forbi, så alle seks passagerer kan nå at komme på plads.

skityper1.jpg
Sidder her med hævet knæ og ankel og en skistav som stok og beundrer de elegante ski-alfer, som er i ét med sneen, pisten, hældningen, hastigheden og som glider ned ad bjerget som dansere, der aldrig har bestilt andet. Det ser så let ud – og det er det nok også, hvis man lader være med at tænke.

skityper2.jpg
Jeg har altid elsket studier af mennesker. Alle slags mennesker, overalt i verden. Her i Østrig på bjerget oplever jeg kontrasten imellem at bevæge sig med støvler på ski, og med støvler uden ski. Folk der går med fødderne plantet i sådan to smartcars uden vinduer og hjul, får en særlig kadunk-gangart, som står i skærende kontrast til det graciøse skiløb – især hvis man forsøger at bane sig vej med hænderne fulde af jægerte.

skisvanse.jpg
To østrigske skibøsser med hhv. orange og lilla hår sidder og ryger om kap i tjekkede svedtransporterende skishirts i stærke farver. Solen bager, og hvis lyset var lyd, havde man sprængt trommehinderne.

mor_far_barn.jpg
Mens mor svitser ansigtet i den skærende sol, hjælper far den lille med at finde balancen på et par ski på størrelse med et par velvoksne såler. Det er utroligt, så hurtigt de små kommer efter det og ganske frygtløst kaster sig ud på røde og sorte pister uden stave, men altid med hjelm.

udsigt.jpg
Smukt er der i bjergene, hvor sne og grantræer veksler ned ad siderne – nordsiderne, for på sydsiden er der ikke meget sne i år. De små enklaver af huse ser ud til at kunne blive blæst væk af en tilfældig lavine. Sådan et solbeskinnet bjergmassiv indgyder respekt, når man lige er lettet fra Kastrups flade, våde gråvejr.

Comments

comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *